En såkaldt PET/CT skanning kan afgøre, om en lungekræftpatient vil have glæde af en operation. Og i halvdelen af tilfældene vil en operation være nytteløs. Det viser omfattende dansk forskning, som er blevet offentliggjort i verdens mest fremtrædende lægevidenskabelige tidsskrift, The New England Journal of Medicine.
Scanningen kan afgøre, om kræften har udviklet sig i en sådan grad, at patienten ikke får noget ud af en operation.
”Den nye teknologi giver et mere præcist billede af, om kræften har bredt sig via blodkarrene eller lymfesystemet. Hvis den har spredt sig, er strålebehandling eller kemoterapi og ikke operation den rette behandling”, fortæller læge, Ph.d. på Odense Universitetshospital Malene Fischer, der er førsteforfatter på den videnskabelige artikel.
Ved at undgå nytteløse operationer vil man både skåne patienterne for et opslidende forløb og samtidig spare penge.
”Det tager lang tid for patienterne at komme sig efter en operation, som den vi foretager for lungekræft. Operationerne er også forbundet med risici for komplikationer som eksempelvis blødninger og lungebetændelse. Derfor er det en fordel for patienterne, at de kan undgå operationer, der alligevel ikke hjælper noget”, siger en anden af forskerne bag undersøgelsen, overlæge dr.med. Jann Mortensen, Rigshospitalet.
|