At træde ind i lægens kontor, kan påvirke en patients blodtryk så meget, at en måling af blodtrykket giver forkert resultatet. En ny dansk undersøgelse viser således, at omkring hver tredje patient, der får konstateret for højt blodtryk, lider af ”White-Coat Hypertension” (WCH), hvilket betyder, at deres blodtryk ryger i vejret, når de er ved lægen. Det giver risiko for overbehandling, mener eksperterne bag undersøgelsen.
”Samtlige undersøgelser viser, at WHC-patienter ikke eller kun yderst sjældent har øget risiko for hjerte-kar-sygdom sammenlignet med patienter med et konstant forhøjet blodtryk. Der vil derfor være tale om overbehandling, hvis de sættes i behandling med blodtrykssænkende medicin,” siger én af eksperterne bag undersøgelsen, Tine Willum Hansen, der er reservelæge på Hvidovre Hospital.
Der kan dog også ske det modsatte, når en patient træder ind i lægens kontor; nemlig at blodtrykket bliver normalt, selv om det hjemme hos patienten selv er for højt.
”Det kan betyde, at personer med forhøjet blodtryk ikke bliver fanget hos lægen og derfor ikke får den behandling, de har brug for. Derfor kan der være behov for, at lægens målinger suppleres med målinger i hjemmet, også selv om blodtrykket umiddelbart ligger i normalområdet,” siger Tine Willum Hansen.
Overlæge Hans Ibsen, der er leder af Dansk Hypertenssionsselskab, er dog ikke så bekymret for WHC-patienterne:
”Oftest vil det være personer, som ligger i udkanten af normalområdet, og som man under alle omstændigheder skal være opmærksom på. Det er altså ikke sådan, at en person med stærkt forhøjet blodtryk hos lægen har helt normalt blodtryk derhjemme – eller omvendt. Derfor an man ikke kalde White Coat-fænomenet for en uskyldig tilstand. De fleste er under alle omstændigheder i risiko for at udvikle forhøjet blodtryk inden for fem eller ti år.”
Hans Ibsen er mere bekymret for de patienter, der ikke får målt deres blodtryk:
”Af de cirka 12.000 slagtilfælde, vi oplever herhjemme hvert år, altså mennesker, der får en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen, skyldes halvdelen forhøjet blodtryk. Mange tusinde af disse tilfælde kan forebygges, hvis vi bliver endnu dygtigere til at finde de patienter, der har forhøjet blodtryk, og få dem i den rigtige behandling,” siger Hans Ibsen.
|