Flere og flere mænd udvikler spiseforstyrrelser. Det viser en ny undersøgelse fra Norge, der slår fast, at op mod 20 procent af befolkningens unge mænd er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.
”Spiseforstyrrelser har været betragtet som en kvindesygdom, og mænd skammer sig over det. Men vi ser rigtigt mange af dem nu – både blandt de helt unge drenge og voksne mænd,” forklarer den norske psykiater Finn Skårderud.
Mænd udvikler oftest spiseforstyrrelsen megareksi.
”Det er det modsatte af anoreksi,” forklarer Skårderud. ”Mens kvinden hele tiden ser sig selv som fed, har manden en tvangstanke om, at han er for lille.”
Mænd har også tendens til at udvikle overspisning, hvilket oftest tolkes forkert, forklarer Skåderud:
”Kvinder rammes som regel af anoreksi og sulter sig slanke. Mænd rammes både af anoreksi, megareksi og overspisning. Det er langt sværere at opdage, fordi man forveksler det med, at de bare træner meget eller har stor appetit.”
Ifølge mandeforsker og ph.d Simon Sjørup, hænger spiseforstyrrelser sammen med samfundets urealistiske skønhedsidealer.
”Spiseforstyrrelser kommer, når kroppen er blevet et objekt, der skal leve op til et ideal. Det har kvindekroppen været i årevis. Nu er det også nået til mændene,” forklarer Sjørup.
Der er ikke foretaget nogle undersøgelser af spiseforstyrrelser blandt danske mænd, men Finn Skåderud mener, at problemet vil være det samme, som blandt de norske mænd.
|